Som navnet antyder, fungerer mærkningsteknologier ved at mærke produkter med unikke sikkerhedsfunktioner, for det meste grafiske mønstre eller koder.

Hovedformålet er at autentificere snarere end at identificere individuelle produkter. Den sikkerhed, de giver mod reproduktion og manipulation, kommer enten fra selve teknologien (f.eks. de kemiske og fysiske teknologier i et blæk) eller fra de oplysninger, den indeholder (f.eks. i et grafisk mønster). I det første tilfælde er der sikkerhed i form af en visuel indikation af forsøg på ændring, mens sikkerheden i det andet tilfælde skyldes, at det er svært at klone eller reproducere informationen.

I nogle tilfælde – hvor en unik kode (f.eks. en stregkode) udgør en del af eller hele mærkningsteknologien (eller kan indarbejdes i den) – kan de også understøtte produktsporbarhed ved at gøre det muligt at registrere produkter, mens de bevæger sig gennem forsyningskæden.

Der findes flere forskellige typer mærkningsteknologier. De mest udbredte er dem, der kan inspiceres visuelt på grund af deres mangfoldighed, lave omkostninger pr. genstand og enkle verifikationsprocedurer – i mange tilfælde kan verifikationen udføres ved en visuel inspektion eller via en smartphone.