Magnetiske striber findes oftest på bagsiden af betalings- og identifikationskort – mest typisk kredit- og debetkort. De indeholder data, som læses, når den stribede del af kortet trækkes gennem en kortlæser.
Magnetiske striber består normalt af et enkelt lag PVC (polyvinylchlorid) dækket af bittesmå magnetiske harpikspartikler. Data skrives og gemmes i magnetiske striber ved at ændre partiklernes magnetisme, så der dannes en unik sekvens af bits. Denne sekvens kan efterfølgende læses ved fysisk kontakt med en særlig enhed (f.eks. ved at "swipe"), som fortolker den. Da informationen er skrevet ind i den fysiske opbygning af magnetiske striber, kan den ikke ændres.
Magnetiske striber er hovedsageligt placeret på kort. Der findes internationalt definerede standarder, som kortene skal overholde for at understøtte denne teknologi. Disse dækker størrelse, fleksibilitet, placering af den magnetiske stribe, magnetiske egenskaber og dataformater.
Magnetiske striber er mest udbredt på finansielle kort. Men de kan også anbringes direkte på en værdifuld genstand (hvis de fysiske egenskaber og anvendelsesbetingelserne tillader det) for at garantere dens ægthed og spore den (f.eks. som en eftersalgsservice for kunderne).
Hvis hovedformålet med striben er at garantere sikkerheden, er det at foretrække at anbringe striben direkte (og uadskilleligt) på produktet.
Hvis du vil bruge kort til at knytte magnetiske striber til dine produkter, behøver du ikke at foretage ændringer i produktionsprocessen.
Hvis du derimod vil anbringe en magnetisk stribe direkte på dit produkt, skal du foretage specifikke ændringer i produktionskæden.
Da denne teknologi er så veletableret og udbredt, er omkostningerne forbundet med at implementere den ikke høje.