RFID bruger radiofrekvensteknologier til at genkende genstande, dyr eller mennesker på afstand. Det sker ved hjælp af elektroniske mærker, som i bund og grund tildeler en unik identitet til det, de er fastgjort til, og sender den via radiofrekvenskanaler. Denne unikke identitet kan sammen med andre data, der måtte være gemt på enheden, opfanges af læsere. RFID-læsere kan forbindes til internettet, så dataene kan overvåges i realtid.

RFID-mærker spiller derfor en nøglerolle i forbindelse med produktsporbarhed, da de giver mulighed for unik identifikation af produkter i realtid gennem hele forsyningskæden. De er også rimeligt alsidige: De kan både autentificere og identificere hele produkter og deres enkelte dele. Af disse grunde er RFID-teknologi velegnet til brug i løsninger til tingenes internet (IOT) og bruges i vid udstrækning i enheder til bekæmpelse af forfalskning. Et særligt almindeligt eksempel er "smarte etiketter", hvor RFID-mærker indlejres i selvklæbende etiketter for at gøre dem "smarte". Der findes flere forskellige typer RFID-teknologi. 

Men alle RFID-systemer består af de samme tre nøgleelementer. 

  • Mærker – disse sættes på varerne og omfatter en antenne og en mikrochip, der indeholder produktdata (f.eks. unikke identifikatorer eller URL'er til websteder, der indeholder yderligere oplysninger). I hvilket omfang løsningen er sikker mod reproduktion og manipulation afhænger af:
    • kommunikationsprotokollen; og
    • den måde, de oplysninger, der er gemt i mærket, er beskyttet på (f.eks. med en kode, adgangskode eller krypteringsalgoritme).
  • Læsere – disse bruges til at forespørge mærket, modtage svaroplysninger og overføre dem til databehandlingssystemet. RFID-læsere er specifikke for den type RFID-mærke, der anvendes.
  • Et databehandlingssystem – det er forbundet med læserne via internettet. Systemet bruger identifikationskoderne fra mærkerne til at indhente og administrere alle de tilgængelige oplysninger, der er knyttet til objekterne.

Omkostningerne i forbindelse med implementering af RFID-systemer varierer alt efter, hvilke funktioner de skal udføre, og derfor hvilken type enhed der bruges.