Gå til hjemmesiden
EUIPO
Beskyt dine varemærker og design i Den Europæiske Union

Beskyt dine immaterielle rettigheder i Den Europæiske Union

Menu

Ugyldighed og fortabelse

 



Det generelle begreb "annulleringssager" omfatter ifølge EU-varemærkeforordningen) to typer procedurer.
En EU-varemærkeindehavers rettigheder kan fortabes, og et EU-varemærke kan erklæres ugyldigt. Forskellen er, at fortabelsen gælder fra det tidspunkt, hvor der indgives begæring herom, hvorimod en ugyldighedserklæring medfører, at registreringen slettes fra EU-varemærkeregistret med tilbagevirkende kraft.

En EU-varemærkeindehavers rettigheder kan fortabes i følgende tilfælde:
  • ved manglende reelt brug. I henhold til lovgivningen skal et EU-varemærke reelt være taget i brug i EU i løbet af de første fem år efter registreringen. Varemærket skal endvidere bruges uafbrudt i mere end fem år
  • når varemærket på grund af indehaverens virksomhed er blevet en almindelig betegnelse for en vare eller tjenesteydelse, for hvilken det er registreret, og indehaveren ikke har truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at forhindre dette
  • når varemærket som følge af den brug, indehaveren gør af det, vil kunne vildlede med hensyn til arten, beskaffenheden eller den geografiske oprindelse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret.

Der findes to typer af ugyldighedsgrunde: absolutte og relative. Absolutte ugyldighedsgrunde omfatter de registreringshindringer, som kontoret har behandlet på eget initiativ under registreringsproceduren. Relative ugyldighedsgrunde vedrører ældre rettigheder, der har forrang for EU-varemærket i medfør af princippet om "prioritet".
Et EU-varemærke kan i følgende tilfælde erklæres ugyldigt ved at gøre absolutte ugyldighedsgrunde gældende:
  • hvis EU-varemærket blev registreret, selv om der forelå en absolut ugyldighedsgrund (navnlig hvis mærket var uden fornødent særpræg eller var deskriptivt)
  • hvis ansøgeren handlede i ond tro ved at indgive ansøgningen. Det drejer sig primært om sager, hvor ansøgeren forfulgte ulovlige mål ved at indgive ansøgningen om varemærket.
Et EU-varemærke kan i følgende tilfælde erklæres ugyldigt ved at gøre relative ugyldighedsgrunde gældende:
  • i de tilfælde, hvor det er muligt at rejse indsigelse
  • når der findes en anden ældre rettighed i en medlemsstat, som gør det muligt at forbyde brugen af det pågældende varemærke. Det drejer sig navnlig om retten til et navn, retten til et portræt, en ophavsret og en industriel ejendomsret såsom retten til et industrielt design.
Flere oplysninger om beskyttelse af dine rettigheder.

Du kan finde flere oplysninger i retningslinjerne, del D, Annullation, afsnit 1, Annullationssager.

 

En begæring om annullering kan kun antages til behandling, hvis det pågældende EU-varemærke er indført i kontorets EU-varemærkeregister. Registreringer bekendtgøres i EU-varemærketidende (del B). En begæring om fortabelse på grund af manglende brug kan kun antages til behandling, hvis EU-varemærket har været registreret i mere end fem år på den dato, begæringen indgives.
Der er ingen tidsfrist for at indgive en begæring om annullering. En indehaver af en ældre rettighed, der i fem på hinanden følgende år har tålt brugen af et yngre EU-varemærke, har ikke længere ret til at indgive en begæring om ugyldighed, der støttes på relative grunde (rettighedsfortabelse på grund af passivitet).

Flere oplysninger om begæringer om annullering findes i retningslinjerne, del D, Annullation, afsnit 1, Annullationssager.

Der findes to forskellige formularer på EUIPO's websted, der kan anvendes for de to typer procedurer (erklæring om ugyldighed og erklæring om fortabelse). Begge kan indgives online.

For at indgive en begæring om fortabelse eller en ugyldighedserklæring skal der indbetales et gebyr.

Gå til gebyrafsnittet for flere oplysninger om gebyrerne for en begæring om fortabelse eller en ugyldighedserklæring.

Ansøgere, som ikke har deres bopæl, hovedkontor eller regulær kommerciel virksomhed i EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) skal have en repræsentant over for kontoret. Få adgang til kontorets liste over repræsentanter via eSearch plus.

Begæringen skal indgives på et af de to sprog, der er anvendt i EU-varemærkeansøgningen, forudsat at der er tale om et af kontorets sprog. Hvis det ikke er tilfældet (dvs. hvis det første sprog ikke er et af kontorets sprog), skal det andet sprog i EU-varemærkeansøgningen anvendes. Reglerne for anvendelse af sprog i retstvister er forklaret nærmere i retningslinjerne, del A, Generelle regler, afsnit 4, Sagsbehandlingssprog.

Flere oplysninger om begæringer om annullering findes i retningslinjerne, del D, Annullation, afsnit 1, Annullationssager.

En begæring om annullering kan baseres på flere forskellige grunde. Medmindre der både betales et gebyr for ugyldighed og et gebyr for fortabelse, er det dog ikke muligt at påberåbe sig både ugyldighedsgrunde og fortabelsesgrunde i forbindelse med samme begæring, eftersom ugyldighedssager og fortabelsessager anses for at være to forskellige procedurer med forskellige karakteristika.

For flere oplysninger, se vejledningen i udfyldning af begæring om ugyldighedserklæring for et EU-varemærke.

Den tabende part i annulleringsproceduren skal afholde de øvrige parters gebyrer og omkostninger Størrelsen af de omkostninger, der skal godtgøres, vil dog være begrænset, hvilket betyder, at den person, der afholder omkostningerne, ikke skal betale et beløb, der overstiger en vis maksimumgrænse.

For flere oplysninger, se retningslinjerne, del D, Annullation, afsnit 1, Annullationssager.
For flere oplysninger, se retningslinjerne, del C, Indsigelse, afsnit 1, Procedurespørgsmål.

Gebyret refunderes ikke, hvis en begæring om annullering trækkes tilbage. Den part, der afbryder annullationssagen ved at trække sin begæring tilbage, skal også tilbagebetale de omkostninger, som de øvrige parter har afholdt indtil dette tidspunkt, til disse parter (inden for de retlige grænser), medmindre andet bestemmes ud fra rimelighedshensyn.

For yderligere oplysninger henvises til Retningslinjer, del D, Annullering, afsnit 1, Annullationssager.

Spørgsmålene og svarene på denne side tjener et rent informativt formål og er ikke et juridisk referencegrundlag. Se venligst forordningerne om EU-varemærker og EF-design eller retningslinjerne for varemærker/design for yderligere oplysninger.

Mere information om kontorets behandling af dine personoplysninger findes i vores databeskyttelseserklæring.
 

Siden blev sidst opdateret 18-07-2018
Vi bruger cookies på vores websted for at understøtte de tekniske funktioner, som forbedrer din brugeroplevelse. Vi anvender også webanalyse. Klik her for mere information